Siden jeg overtog "Nygården" her på Drejø, har det været planen at etablere et godt sted at holde ovn-work-shops.
Ting tager tid og ikke mindst, at indrette egnede lokaler i en gammel landbrugsejendom.

Den længe vi havde tiltænkt show-room og fælles faciliteter, viste sig, at være i så dårlig stand, at vi måtte starte forfra.
Da vi fjernede tagkonstruktionen, faldt resten simpelthen fra hinanden
.

Samtidig skulle denne firelængede gårds ansigt udadtil så vidt muligt bevares, da den er en del af Drejøs historie.
Vi stod altså, midt i kommunesammenlægningen, med 25% af bygningen, som skulle totalrenoveres fra bunden af, uden at berøre resten af gården mere end højest nødvendigt. Nye planer måtte udtænkes.

En nærliggende tanke var selvfølgelig, at nå "ground zero"
- og det kom det egentlig ikke til at se nemmere ud af:

Da vi så "pludselig" stod med et nyt og langt stærkere fundament, end de gamle sylsten, lukkede der sig også nye muligheder op.
Det var fra starten planen, at bygningen skulle være meget åben imod gårdspladsen, sådan at denne og det store fællesrum vil opleves mere sammenhængende.
Da vores ovne i høj grad bygger på gamle erfaringer og i udstrakt grad "gammeldags" materialer med veldokumenterede egenskaber, synes vi også at denne del af gården skulle bære præg af dette. Ikke mindst fordi også resten af gården fra 1898 nok er en af de sidste herhjemme, hvor ler og ren kulekalk er blevet brugt i udstrakt grad.

Al murværk er derfor udført i mørtel af 30 år gammel kulekalk udvendig og lermørtel indvendig.
Cement forefindes (næsten) kun (af hensyn til bygningsreglementet) i soklen.
Åbningerne imod gårdspladsen er udført som buer, da "overliggere" (en række mursten bundet sammen med cement og jern) både ville være "snyd" og iøvrigt heller ikke nær så stærkt.

Træværket i tagkonstruktionen er ikke særlig Drejø-agtig.
Den gamle konstruktion var meget pindeagtig og bar stærkt præg af udpræget genbrug fra "Gammelgård", som gården hed før udflytningen.
Prisen på tømmer og ikke mindst bøvlet med at få det til øen, er noget nemmere at have med at gøre idag, end for 100år siden.
Da vi for sjov (og lidt pral) gerne vil udføre loftet i det store rum som hvælv, var vi nødt til at træde endnu nogle hundrede år tilbage i bygningshistorien, og benytte den konstruktion man i 1700-tallet kaldte "at bygge på suler".
Suler er træsøjler i midten af bygningen, som bærer en svær rem i tagryggen, som spærene så kan hvile henover.
Derved undgås bjælkelaget i den normale etageadskillelse, som ellers er nødvendig for at undgå, at spærene trykker væggene udad.
Med denne konstruktion opnår vi dels en bedre loftshøjde uden at hæve ydervæggene og vi opnår ikke mindst en langt stærkere konstruktion.
At vi var så heldige at få fat i fuldkantet Pommersk Fyr i nogle anselige dimensioner (15x15 og 20x20cm), gør jo ikke bygningen grimmere at se på og holdbarheden vil nok nærmest være at sammenligne med de gamle klostre, hvor de samme materialer blev anvendt.

Selvom denne gamle kostald udvendig kommer til at ligne sig selv meget og dermed i al væsentlighed er holdt i gårdens stil, så er den indvendig en hyldest til bygningshåndværket fra den tid, hvor der var væsentligt færre materialer at vælge imellem og opførelsestiden ikke spillede den samme ødelæggende rolle som idag.

Murstenene er iøvrigt en nu udgået legendarisk smuk kulbrændt sten fra Petersen Tegl i Egernsund.
De standsede produktionen af denne stentype ligesom vi bestilte 35.000 stk. af dem.
Så vi købte simpelthen restpartiet.
En stor del af fladerne bliver naturligvis pudset med kulekalken.
Alle buer og stræbere kommer til at stå i de rene mursten.

Dette billede kan give lidt idé om hvordan vi forestiller os slutresultatet.

(Dog uden de religiøse motiver)