En af mine tidligere elever fra Ungarn, Peter Szalai, "roder lidt" med
at løse et problem, som nok er kendt mange andre steder, end kun
i Ungarn.
Har man bygget en varmeveksler ind i sin stenovn for at producere varmt
vand, så skal man også sørge for at det kan cirkulere.
Ellers kommer man nemt til at stå med et seriøst kogningsproblem.
Hvis man kan anbringe varmt vands beholderen (v.v.b.) højere
end varmekilden, så er der intet problem, da varmt vand stiger til
vejrs af sig selv (thermosifon-virkningen).
Men når beholderen nu står i kælderen, så skal
der bruges noget strøm til den pumpe, som skal sørge for
at pumpe det nedad. (eller hvis man nu gerne vil have noget af det ud i
gulvvarmen, så går det heller ikke uden pumpe).
I Ungarn er den offentlige strømforsyning ikke specielt pålidelig,
så Peter lagde hovedet i blød.
Om det var i koldt eller kogende vand skal jeg ikke kunne sige, men
den idé der kom ud af det er genial, og den virker.
I de køletasker man kan sætte i bilens cigartænderstik (gad vide hvilken promille af disse stik, som egentlig bliver anvendt til det oprindelige formål ?), Nå, men i disse køletasker sidder der et peltierelement, også kaldet thermoelement. En "dims" som når den påtrykkes en strøm, bliver den kold på den ene side, og varm på den anden. Den kolde vendes selvfølgelig ind i tasken og så er den ged barberet og batteriet rimeligt hurtigt fladt, da virkningsgraden ikke er noget at råbe hurra for.
Peltierelementet virker imidlertid også omvendt.
Bliver det udsat for en temperaturforskel fra den ene side til den
anden, så genererer det strøm. (Stadig lige ineffektivt, men
det vender jeg tilbage til betydningsløsheden af i dette tilfælde.
Peter købte et sådant element (uden taske, da den viste sig at være væsentligt dyrere end elementet i sig selv). Dette monterede han med en aluminiumsplade på den ene side, og en "vandkasse" med indløb og udløb på den anden. Monteret med slanger, ledninger, en lille 5w pumpe, og et smart lille multimeter for at holde øje med det hele, stod det ham i ca. 300,- kr. alt i alt. (I ungarn altså. Jeg kender endnu ikke prisen herhjemme).
Bygget ind i en ovn et passende sted, kan denne forholdsvis lille "device" drive den nødvendige pumpekapacitet, til ikke bare at opretholde den nødvendige temperaturforskel for sig selv, men også klare cirkulationen i en langt større varmeveksler, som flytter op til 5-600w fra ovn til v.v.b. !
Jeg har leget lidt med den i mit komfur, og ikke overraskende arbejder den på samme måde, som thermosifonvirkningen. Jo større temperaturforskel jo større pumpeeffekt, hvilket, som nogen indenfor solvarmebranchen er godt bekendt med, giver den højeste virkningsgrad i.f.t. den temperatur vi ønsker os i beholderen. (Hellere et kort varmt bad, end et langt lunkent, sådan kort forklaret).
Virkningsgraden på selve elementet er i denne sammenhæng
fuldstændig ligegyldig, da det vi ønsker i den sidste ende
er varme. Den samlede virkningsgrad på en ovn ændres ikke en
tøddel ved at montere sådan en dims, men vi har fået
endnu en mulighed for at få varmen et andet sted hen, uden at rode
det store offentlige netværk ind i vores hverdag. (Strømmen
til pumpen koster os tilmed intet andet end afskrivningen af de 300,-kr.)
Der går ikke ekstra brænde til at drive pumpen, da det hele
jo i sidste ende bliver til den varme vi alligevel fyrer for at opnå.
Komfortniveuet er øget, sikkerheden er øget, og driftsudgifterne
reelt faldet hvis det erstatter en net-drevet pumpe. Ikke mindst fordi
den netdrevne ikke "ved" hvornår der er grund til at køre,
så den kører bare indtil du husker at slukke.
Ulemper (udfordringer) - sådan nogen er der jo altid.
Thermoelementet tåler ikke en højere temperatur end 200°C
Det er altså ikke ligegyldigt hvor man placerer det.
Opstart:
Smider man dimsen på kogepladen starter den bare af sig selv,
da temperaturforskellen kommer hurtigt.
Bygger man den ind i en ovn, opvarmes det hele langsomt og den temperaturforskel
som skal drive værket opstår først hvis man "kickstarter"
pumpen = giver den strøm fra et batteri i nogle sekunder, så
vandet skiftes ud. Så kører den.
Dette skal der arbejdes videre med.
Det er måske ikke så aktuelt i DK, men mange steder i verden
kan det have store perspektiver, da der f.eks. ikke er noget i vejen for
at putte et ekstra element ind, som giver strøm til lys, mobiltlf.
computer etc.
Alt sammen som et biprodukt af madlavningen.
Og imens de lader op, kan man passende nyde kokkens kreationer i fred
og ro ;-)
I denne "forsøgsopstilling" er gryden v.v.b. ;-)